Kirkebygningen


Skærbæk Kirke

Skærbæk Kirke indeholder i bygning og inventar eksempler på de fleste hovedretninger inden for kunsten i Danmark fra midten af 1100-tallet til omkring 1950. Det vil derfor være naturligt i en gennemgang af kirkebygningen og dens udsmykning og inventar at gå frem efter stilhistoriske perioder.
Kirken nævnes for første gang i et latinsk dokument fra 1292 og omtales her som indviet til apostlene Simon og Judas (Jakobs søn), men bygningen er omkring 150 år ældre.
Den ligger på en lav forhøjning (ca. 15 meter over havets overflade, som kan ses på et højdemærke til venstre for kirkedøren) i bymidtens nordlige udkant. Sandsynligvis har bebyggelsen i tidlig middelalder, da kirken opførtes, ligget syd og sydvest herfor.

Bygningen er i sin grundform romansk og må skønnes opført i midten af det 12. århundrede. Bygningen er fint tilhugne kvadre, der især i den ældste del (koret og skibets østlige dele) er meget smukt sammenføjet i regelmæssige skifter. Den vestlige del af skibet synes bygget uden helt så stor akuratesse og er muligvis lidt yngre (eller måske ombygget).
hoejdemaerketI koret ses både i øst- og nordsiden oprindelige romanske vinduer. I korets sydside findes en smal præstedør, 195 cm høj, med en halvcirkelformet overligger, en såkaldt tympanon, af romansk type. Den er givetvis oprindelig og har således siddet på sin plads i omkring 850 år.
I skibet ses endnu, hvor de to romanske døre har siddet, kvindedøren i nord og mandsdøren i syd. De er dog for længst tilmuret. Den sydligste har været den smukkest udstyrede, idet den har haft en portal med to granitsøjler, som i 1869 anbragtes ved tårnets vestende, da indgangen flyttedes hertil.
Korbuen (den såkaldte triumfbue) mellem skibet og koret stammer fra kirkens opførelse og viser i sin fuldendte form, i hvor høj grad de romanske stenmestre beherskede deres kunst.
Loftet har oprindeligt været fladt, både i koret og skibet, men ved en gennemgribende ombygning omkring år 1350 er det indre blevet totalt forandret, mens kirkens ydre næppe er blevet ændret stort udover, at skibets vinduer er blevet forstørret og ombygget til fladbuede gotiske vinduer, hvoraf der endnu ses svage spor. Der indbyggedes fir gotiske krydshvælvinger i skibet og en ottedelt hvælving i koret. Disse hvide hvælvinger, som i dag dominerer kirkerummet og giver den oprindeligt romanske bygning et gotisk præg, har muligvis været smykket med bemaling, men de flere hundrede års overkalkning har skjult ethvert spor heraf, og kun en gennemgribende undersøgelse kan afsløre, om der endnu findes rester.
Tårnet er et sengotisk arbejde, fuldført i 1509. Det er opført i den såkaldte tørninglenske stil, d.v.s. med gavle på alle fire hjørner og et pyramideformet tag, som udgår fra bygningens hjørner, hvorved gavlene kommer til at virke som kviste. Denne tårntype er meget almindelig i den vestlige del af Sønderjylland, det gamle Tørning len, og ses på mange af egnens kirker.
Murene i tårnet er opført i såkaldt munkeskifte, den almindelige murerteknik i senmiddelalderen, og det smukke arbejde ses bedst på nord- og østsiden, hvor ydermuren er oprindelig, mens tårnet i nyere tid er blevet skalmuret på syd- og vestsiden. Derfor giver især nordsiden indtryk af sengotikkens kraftfulde byggeteknik gennem de store murflader og de stilrene åbninger (nederst en høj spidsbue og øverst to fladbuede glugger) og gavlens smalle blændninger. I vest havde tårnet et højt gotisk vindue, men det blev ødelagt, senest da kirkens indgang i 1869 flyttedes hertil. Muren under vinduet blev gennembrudt og vinduets øverste del tilmuret. Ved restaureringsarbejder i 1977, da pudset i tårnrummet var delvist banket af, sås vinduets kontur tydeligt i murværket.
De ca. 32 meter høje tårn har tre etager. Nederst findes et smukt og højt hvælvet rum, nu våbenhus, og derover en meget høj mellemetage. Øverst findes klokkerummet, direkte under spirets bjælkeværk.
Tagkonstruktionen på tårnet er af eg og stammer, bortset fra enkelte fornyelser og reparationer, fra opførelsesåret. Også tagkonstruktionen over kor og skib er middelalderlige og sandsynligvis samtidige med hvælvingerne, d.v.s. fra ca. 1350. Kor, skib og tårn er tækket med bly, mens korsarmene har skifertag.
På spiret findes en vindfløj, udført 1737 af Henrik Kobbersmed fra Tønder. I vindfløjen er udstanset bogstaverne HAPB (Hr. Albert Pedersen Bøgvad, den daværende sognepræst, som åbenbart har bekostet arbejdet) og AHH.
På tårnrummets nordside findes en kalkmaleriindskrift, der lyder:

CONSTRUCTUM EST ISTUD
EDIFICIUM SUB ANNO MDIX
(“Fuldført er denne bygning i året 1509”)

den_gamle_mandsdoerIndskriften kendes i to versioner fra indberetninger fra sognepræsten Andreas Fog og kirkeværgen fra 1754 til arkitekten Laurids de Thurah, der var Kongelig Generalbygmester. Han interesserede sig meget for gammel arkitektur og udgave flere værker om historiske bygninger. Uoverensstemmelsen mellem præstens og kirkeværgens gengivelser af indskriften kunne tyde på, at den allerede i 1754 havde været overkalket i nogen tid. Den genfandtes ved tårnrummets istandsættelse i 1977 og blev restaureret af Nationalmuseets eksperter. En sådan dateringsindskrift på en middelalderlig bygning er en stor sjældenhed. Desuden fandtes spor af bemaling omkring indskriften og på hvælvingens riddebånd, men de er igen overkalket.
Indgangen til tårnet er på hver side flankeret af to søjler. To af disse stammer fra den gamle mandsdør og to er nye. Tidligere har der været et spidst tag over indgangspartiet.
Der har tidligere været enkelte tilbygninger omkring kirken, et skolehus i nord og et sakristi (sandsynligvis et middelalderligt kapel) i syd og et trappehus, kaldet “Skuuret”, på tårnets nordside. Disse bygninger blev dog alle nedrevet i forbindelse med en større istandsættelse af kirken i årene 1716-1718. Samtidig blev de to østre hvælvinger i kirken nedbrudt, og man opførte en tilbygning mod nord. Denne bygning var også så ringe udført, at den krævede hyppige istandsættelser, og i årene 1863-1864 blev den nedrevet og erstattet af den nordre korsarm. Samtidig opførtes også korarmen mod syd. På ydersiden af begge korsarme ses det, at man har anvendt murens oprindelige kvadre til de nederste skifter, mens bygningerne foroven er opført i mursten.
Ved denne ombygning fik skibet også sine nuværende vinduesåbninger mod syd.
Mellem selve skibet og korsarmene er der samtidig med disse bygget to brede buer, og skibets østre halvdel er overdækket med en stor krydshvælving. Korsarmene har fladt bjælkeloft, der oprindeligt var dækket med gips, men som nu fremtræder i brunmalet træ.
Kirkens indre restaureredes i årene 1936-1937, og gulvet blev ved den lejlighed belagt med store, mørkerøde mursten.

Sværdet i muren
svaeret_i_murenI vestsiden af søndre korsarm er indmuret en romansk gravsten fra o. 1100. Stenen er af granit og ca. 95 cm lang og ca. 35. cm bred. På stenen er der indhugget et såkaldt processionskors, hvor korsarmene er forsynet med små kors, og de små tværarme ender i knoppet. Om dette kors (eller “sværd”, som det blev opfattet som) fortælles følgende sagn:
En mand fra Misthusum hørte, mens han var til mølle i Brøns, at der kom springflod. Han skyndte sig derfor hjemad, og på vejen mødte han et par mænd, der slæbte af sted med nogle af hans sager. De nægtede at udlevere det stjålne, og han dræbte derfor den ene med en hjulring og løb derefter hjem til Misthusum, hvor hans familie og venner skjulte ham. To af lovens håndhævere forklædte sig derefter som kvinder og gik til Misthusum, hvor det lykkedes dem at finde og arrestere ham. Han blev dømt til døden, men hans venner søgte at befri ham. De stillede med heste, så han kunne flygte fra Skærbæk, der i retslig henseende hørte under hertugdømmet Slesvig, til nabosognene mod syd, der hørte under kongeriget. Planen mislykkedes, og han blev henrettet ved kirkegårdsmuren i Skærbæk. Stenen med “sværdet” blev derefter rejs af hans venner til minde om den sørgmodige begivenhed.
En anden version fortæller om en mand ved navn Tøger, der efter den store stormflod i 1634, som udslettede MIsthusum, dræbte en strandrøver. Tøger henrettedes den 12. oktober 1635 på det sydvestre hjørne af Skærbæk kirkegård. Stenen skulle være rejst til minde om ham.
Tøger havde en ven, der hed Jørgen, som også havde været med til drabet. Han blev ligeledes dømt til døden, men benådet, fordi hans mor, der boede i Ballum, gik i forbøn hos kong Christian IV. Kongen lovede at frigive sønnen, hvis moderen kunne høste en ager med segl fra solopgang til solnedgang. Hun fuldførte arbejdet, men døde af overanstrengelse. Sønnen blev benådet og fik senere en gård i Hjemsted (beliggende i Skærbæks søndre udkant på vej mod Mjolden og Randerup), hvor han døde som en gammel mand. Både han og moderen havde før stormfloden boet i Misthusum.
Marken, som moderen måtte meje, udpeges endnu i Ballum og kaldes den dag i dag for “Sorgagre”. Sagnet dannede baggrund for Karen Blixens berømte fortælling af samme navn.
(Efter Hejselbjerg Poulsen: Den nordslesvigske Kirke)

 

H. E. Sørensen