Inventaret


Kirkens inventar er anskaffet gennem de ca. 850 år, bygningen har eksisteret, og det er derfor naturligt, at det i tidens løb har gennemgået en række istandsættelser, som ikke altid har været lige nænsomme. I 1932 blev inventaret grundigt restaureret under ledelse af Nationalmuseets ekspert, Kr. P. Andersen, som fremdrog og rensede de oprindelige farver, hvor det var muligt således, at de forskellige inventargenstande i dag fremtræder i både velholdt og smuk stand.

doebefondenDøbefonten er ubetinget det ældste stykke inventar i kirken. Den er udført på Gotland i såkaldt hoburgmarmor og sandsynligvis anskaffet til kirken samtidig med bygningens opførelse, d.v.s. mellem 1150 og 1200. Fonten er udsmykket med rundbuede “bægerblade” og tilhører stilmæssigt en overgangstype mellem romansk og gotisk. Det viser, at man på Gotland på den tid var i nær kontakt med de europæiske stilstrøminger, hvor gotikken i slutningen af 1100-tallet så småt var ved at afløse den romaske stil, mens man i det mere konservative og isolerede Danmark endnu holdt fast ved den gamle romaske for til efter 1200. Rundbuede bægerbladsfonte er ikke ualmindelige i Danmark. Af de i alt 138 gotlandske fonte, som findes i det nuværende Danmark (207 når man regner de “gamle” landsdele – Skånelandene og Sydslesvig – med), hører de 40 (57) til denne type. I Sønderjylland findes 6 sådanne fonte og i Sydslesvig 11. Dåbsfadet er af messing og udført i 1734 i barokstil.

Alterbordet er middelalderligt, sandsynligvis fra gotisk tid, måske samtidig med hvælvingerne, d.v.s. fra ca. 1350. Det er opført af store teglsten (munkesten) og er 174 cm. langt, 131 cm bredt og 90 cm højt.
I alterbordet fandt man ved restaureringen i 1932 en såkaldt “helgengrav”, d.v.s. et hulrum i murværket, dækket af en flise med samme overfladedimensioner som munkestenene. I “helgengraven” fandtes en relikviekapsel, en lille blyæske på størrelse med en tændstikæske. Heri fandtes fire bensplinter indsvøbt i rødt silke og med to pergamentstrimler. På den ene stod “S. Paulini (con)fessoris” – den hellige Paulinus Bekenderens (relikvier) – og “virg … s(an)c(t)a(rum) undeci(m) mil …” – de 11000 jomfruers (relikvier). På den anden strimmel stod: “… (unde) ci(m) (millium vir)ginu(m)” – de 11000 jomfruers (relikvier). Man må således regne med, at kirkens hovedalter i katolsk tid har været indviet til Den hellige Paulinus Bekenderen og De 11000 Jomfruer.

Om De 11000 Jomfruer fortæller legenden, at kongedatteren Ursula fra Bretagne, der skulle giftes med en prins fra England, inden bryllupet sammen med sine jomfruer foretog en pilgrimsrejse til Rom. Adskillige kongedøtre og andre fornemme piger sluttede sig til følget, og i Rom blev de godt modtaget. Men på hjemvejen faldt de i baghold nær Køln, og de grumme hunner, som den gang hærgede i Europa, dræbte dem alle. Det siges at være sket den 21. oktober, men noget årstal er der ikke hæftet på historien. I 1106 fandt man ved jordarbejde i Køln en gammel gravplads, og man udspredte det rygte, at det var Ursula og De 11000 Jomfruers sidste hvilested. De fundne knogler blev erklæret for hellige, og relikvierne spredtes over hele Europa. En stump synes at være havnet i Skærbæk.
Historisk set er der ikke meget hold i legenden. Tilsyneladende findes der ingen skriftlige vidnesbyrd om denne begivenhed, der må have fundet sted omkring år 450 (hunnernes hærgen), før år 948, og selve legendens detaljerede beretning er først nedfældet så sent som i år 1187, altså mere end 700 år efter “begivenheden” og over 80 år efter fundet af den yderst tvivlsomme helgenbegravelse ved Køln, måske for at stimulere strømmen af pilgrimme til byen.
(Efter Tue Gad: Helgener. Legender fortalt i Norden.)

 

altertavlen

Altertavlen er senrenæssancearbejde fra 1631. Den er skåret af snedker Jens Olufsen fra Varde, som skrev kontrakt med ærkedegnen ved Ribe Domkirke, provst Hans Olufsen (var de mon brødre?) vedrørende arbejdet. I kontrakten står, at Jens Olufsen forpligter sig til at gøre tavlen til Skærbæk Kirke en halv alen bredere og tilsvarende højere end den altertavle, han har leveret til kirken i Gram. Trangen til at overgå naboen var også almindelig dengang! Altertavlen skal udføres i “ustraffeligt træ” og leveres omkostningsfrit i Ribe for “58 daler slette”. På altertavlen står, at “S(alig) Benned Sørensen i Barsbøll gaf til denne Alter-taffle 29 Marc lybsk, 1631”. Det kan kun betyde, at man har holdt en indsamling i sognet for at få altertavlen betalt, og at den rige bonde fra Barsbøl gård syd for Skærbæk har været den største bidragyder. En sletdaler svarede dengang til 2 mark lybsk, og det vil således sige, at Benned Sørensen betalte ca. en sjettedel af tavlens pris.
Malerierne på altertavlen er de oprindelige fra 1631- Hvem der har malet dem, vides ikke, men der er sandsynligvis tale om en lokal kunstner, da han også synes at have leveret næsten identiske billeder til flere nabokirker. Hovedfeltet forestiller Nadveren. Til venstre ses Kristus i Gethsemane og til højre korsfæstelsen. Øverst vises Himmelfarten. Desuden ses fire englehoveder og et relief af Gud Fader i malet træ. Farverne på altertavlens træværk er fornyet ved en istandsættelse i 1735. De fleste af skriftstederne er sat på ved restaureringen i 1932.

Det ene af de to sæt alterstager er gotisk og stammer således fra katolsk tid, mens de to andre stager er renæssancearbejde og udført i 1637. Disse to sidste er skænket af Benned Sørensens kone. På den ene af stagerne står indgraveret: “Salig Maren Benneds i Barsbøl gaf til Skerebech kierck dise 2 lyse kierter. Anno 1637. Kost 22.” Prisen er angivet i lybske mark, og det vil sige, at der er tale om en meget værdifuld gave. Maren og Benned Sørensen må have været særdeles velhavende folk.
Kirkens øvrige sølv stammer for størstedelen fra 1700-årene og er udført i senbarok.

Alterskranken er fra 1857 og udført af Ribe Jernstøberi. “Søjlerne” er formet som akantustræer, d.v.s. at de foroven munder ud i akantusblade, der er stiliserede gengivelser af bladene på en tidselart fra Middelhavsområdet. Akantusbladene har været anvendt i kunsten siden den græsk-romerske oldtid.

Fandens fodspor
På en større sten, der ligger i gruset umiddelbart ved tårnets nordvesthjørne, ses en aftegning, som med lidt god vilje kan tydes som et aftryk af en kæmpemæssig bukkehov. Et lokalt sagn vil vide, at “sporet” fremkom, da Fanden trådte på stenen, uden at det dog kan oplyses, hvornår og i hvilken anledning han har beæret Skærbæk med sit besøg.

Trolden fra Gasse Høje
Sagnet fortæller, at der på Gasse Høje boede en trold, der blev så vred på kirkeklokken i Skærbæk, at han engang slyngede en kæmpesten efter kirken, dog uden at ramme. Imidlertid havde trolden knuget stenen så fast, at man senere kunne se aftrykket af hans fingre i den. Den blev indmuret i kirken, hvor den stadig befinder sig, men desværre er den i dag skjult bag de store gravsten, som dækker en del at nordmuren.

krucifiksetDet gotiske krucifix, som nu er anbragt på nordvæggen i skibet, her oprindelig hængt i korbuen. Det stammer fra sidste fjerdedel af 1400-tallet og viser Kristus med hældende hoved under en næsten turbanagtig tornekrone. Øjnene er halvt lukkede, og munden er let åben. Ansigtet udtrykker stor smerte, i højre side ses spydsåret, hvorfra der løber blodstriber. Den udtryksfulde fremstilling af Kristi lidelse er typisk sengotisk, og der er sikkert tale om et lokalt arbejde.
Ved restaureringen i 1932 fremdroges en ældre bemaling, der dog næppe er oprindelig, og glorien fornyedes, ligesom der blev indsat nogle manglende tæer og fingre.

De fire præstetavler, der hænger i korsarmene, indeholder en række interessante oplysninger om sognets præster siden reformationen. Den ældste tavle er lavet i 1756 af snedker Jens Johansen fra Døstrup, og de øvrige er udført efter samme model, så de i dag fremtræder som ensartet sæt.
På vestvæggen i nordre korsarm hænger et maleri af Hans Rahr, der var sognepræst i Skærbæk 1759-1779. Han stammede fra landsbyen Ottersbøl sydvest for Skærbæk, og før han blev præst på sin hjemegn, havde han været “hører” på latinskolen i Aalborg og sognepræst i Viborg i mange år. I hans tid i Skærbæk oprettedes den første fattigforsørgelse i sognet.
Billedet er malet i baroktidens portrætstil, men den lidt plumpe udførelse og ikke videre skarpsindige karakteristik tyder ikke på, at der er tale om et værk af nogen betydelig kunstner, snarere om en lokal håndværkers arbejde.

Præstedrabet
På den første af kirkens fire præstetavler står der ud for den fjerde i rækken:
“Hr. Johannes Andersen til Anno 1627, da hand ihjelstak med en Penne Kniv Christian Billum Sognepræst til Brøns Meenighed og derfor motte rømme Landet.”
Johannes Andersens farfar og far var begge præster i Skærbæk (nr. 2 og 3 på tavlen), og da faderen Anders Jacobsen døde i 1616, ønskede sognet at få sønnen, der studerede i København, til præst. Han havde imidlertid ikke fuldført sine studier og taget eksamen og kunne derfor ikke blive ordineret til embedet.
Det var statholderen i Haderslev, der havde kaldsretten over embedet, og han indsatte Johannes Andersen i embedet, men det var biskoppen i Ribe, der skulle foretage ordinationen, og han nægtede at gøre dette, før Andersen havde sine papirer i orden. Derfor var den unge præst anbragt i en yderst prekær situation, der nok nu og da har fået hans nerver til at slå klik. Da provsten i Brøns, Christian Billum, som biskoppens tilsynsførende sikkert ikke har ladet Andersen i ro, er det ved en bestemt lejlighed i 1627 kommet til så voldsomt et skænderi, at de to præster er gået over til håndgribeligheder, og Andersen har dræbt Billum. Det fortælles, at drabet skete på kirkegulvet foran alteret, men en anden version vil dog vide, at det fandt sted, da de steg til vogns, altså foran kirkedøren.
Johannes Andersen måtte flygte, men blev tre år senere frikendt ved et slags nævningeting og fik udstedt “fredsbrev” fra kongen, Christian IV, idet han havde handlet i nødværge. Han fik endog tilladelse til atter at søge embede, når han havde fået sit eksamensbevis. Det opnåede han dog aldrig, men levede sine sidste år som borger i Ribe.
Som præst efterfulgte han af Søren Pedersen Hegelund, der var søn af den kendte skolemand og forfatter, biskop Hegelund i Ribe. Hegelund var præst i Skærbæk i 49 år.
(Efter H. E. Sørensen: Revolution i Skærbæk)

mindetavleI søndre korsarm hænger en stor mindetavle for sognets faldne i 1. verdenskrig. I alt er anført 56 navne. Tavlen er skåret i egetræ af bygmester H. Hansen, Skærbæk, i 1921 i sen jugendstil.

Orglet stammer fra 1879 og er leveret af orgelbyggerne Ph. Furtwängler u. Söhne fra Elze nær Hildesheim. Det er med to manualer, pedal og 16 stemmer. Facaden er af træ i nygotisk stil. Stifterindskriften “Gave fra Sparekassen for Skiærbæk og Omegn 1879” er anbragt noget anmassende på facaden.

Kirken har to klokker, hvoraf den ældste er støbt i 1748 i Husum af I. H. Armowitz. På denne klokke findes den eneste indskrift i kirken på tysk: “Gedencke meiner mein Gott im besten” (Min Gud betænke mig på det bedste). Desuden findes en nyere klokke, ophængt 1965.

I tårnrummet, langs kirkens nordmur og flere andre steder på kirkegården findes store gravsten udhugget i sandstensplader. I alt er der 25 sådanne sten, der tidsmæssigt spænder fra ca. 1656 til ca. 1805. De er fortrinsvis rejst over sognets velstående bønder og deres pårørende.

 

H. E. Sørensen