Prædikestolens relieffer


bebudelsenDeus homo factus est. Lucae II – Gud blev menneske. Lukas 2
Lukasevangeliets andet kapitel er nok et af de kendteste afsnit fra det nye testamente. Juleevangeliet kaldes det oftest, fordi det netop er denne tekst, der læses højt ved enhver julegudstjeneste.

Det er således Jesu fødsel, der er temaet for det første af de seks relieffer på prædikestolen. Man kommer uvilkårligt til at tænke på beretningen om Josef og Maria, der må vandre fra deres hjemby Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa, hvor alle herberger er optaget, så de til sidst må søge ly for natten i en stald, hvor Maria føder sit barn. Eller måske tænker man på et krybbespil, man engang har set. På den måde er motivet ikke fremmed for os, og man genkender let de enkelte figurer.
I forgrundens højre side ses Jomfru Maria knæle. Hun er klædt i gyldne og bordeauxfarvede klæder og holder i højre hånd et klæde, som hun er ved at svøbe Jesus i. I venstre side ses en engel (som kunne være Gabriel, der som bekendt også bebudede Jesu fødsel for Maria, jf. Lukas 1, 26ff.), der ligeledes knæler for Jesus, mens han hjælper Jomfru Maria med at svøbe barnet. Jesusbarnet ser ud på betragteren, mens han løfter sin højre hånd med lange- og pegefinger strakt (jf. Opstandelses- og Domsreliefferne). Denne positur skal understrege Jesu to naturer – at han på én og samme tid er sand gud og sandt menneske. Læren om Jesu to naturer blev vedtaget på kirkemødet i Chalkedon (i antikken en by ved Bosperusstrædet – i dag en bydel i Istanbul) i 451, hvori det bl.a. lyder: ”…at han er fuldkommen i guddom og at han, den samme [Jesus Kristus], er fuldkommen i menneskelighed, i sandhed Gud og i sandhed menneske […] at han er af samme væsen som Faderen efter sin guddom, og at han, den samme, er af samme væsen som os efter sin menneskelighed.” Her mødes det himmelske og det jordiske altså i et lille barn i en ydmyg stald i Betlehem.
Bag ved englen ses to dyr – muligvis æsler – og bag dem et ansigt, som efter al sandsynlighed er Josefs. Josefs tilbagetrukne placering hænger højst sandsynligt sammen med den lille rolle, han spiller i evangelierne. Man hører kun om ham i forbindelse med Jesu barndom, og det sidste sted, han optræder, er i Lukas’ beretning om Jesus, der som tolvårig bliver tilbage i Jerusalems tempel, hvortil han er valfartet sammen med Josef og Maria. (Lukas 2, 41-52)
Bag ved Maria ses to hyrder stå ude på marken sammen med deres får, mens de ser mod himmelen, hvor en gylden engel forkynder det glædelige budskab (at forkynde glædeligt budskab hedder på græsk: evangelium), for dem: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” (Lukas 2, 10-12)

daabenHic est filius meus dilectus – Dette er min søn, den elskede
Indskriften under ”dåbsrelieffet” stammer fra evangeliernes (Matthæus, Markus og Lukas) beretning om Jesu dåb, hvor der lyder en røst fra himlen, som siger: ”Du/dette er min elskede søn, i dig/ham har jeg fundet velbehag!” Det er netop denne beretning med alle dens elementer, som kunstneren har forsøgt at indfange i relieffet.
Forrest i billedet står Jesus i Jordanfloden kun iklædt et gyldent lændeklæde, mens Johannes Døberen øser vand på hans hoved. Man kan ikke lade være med at betragte Jesu korslagte arme og hans skuldre, som er trukket godt op om ørerne; en positur, som nærmest fortæller, at vandet i floden er isnende koldt. Sådan var det med dåbsvandet på billedskærerens tid (1606), men i dag bruges der lunkent vand ved enhver dåb i kirken. Jesu arme og skuldres holdning kunne dog også indikere, at han i ydmyghed adlyder Guds røst fra himlen. Guds ord lyder, netop idet Jesus stiger op af Jordan, hvilket gennem hele kristendommens historie har skabt debat, om hvornår Jesus er at regne for Guds søn. Er det ved fødslen (Lukas), ved dåben (Markus) eller før altings tilblivelse (Johannes)?
Johannes Døberen ses knælende i billedets venstre side. Han er iklædt tøj af kamelhår (Markus 1, 6a: ”Johannes gik klædt i kamelhår og havde et læderbælte om livet”), men er af kunstneren også blevet iklædt en gylden vest, som han bærer udenpå sin kamelhårsklædning.
Over Johannes Døberens hånd ses en due med en gylden glorie om hovedet. Duen er et symbol på Helligånden, som det også klart kommer til udtryk i dåbsberetningerne i evangelierne, f.eks. Markus 1, 10b: ”…og Ånden dale ned over sig som en due…”
Øverst til højre i billedet ser Gud ned fra sin himmel. Bag ham lyser en strålekrans, som er med til at give ham et ophøjet udseende. I sin venstre hånd holder han en gylden genstand, som kunne være en form for rigsæble, som man kender det fra afbildningen af verdslige konger, der ofte fremstilles med scepter og rigsæble. Det kunne også være en jordklode, som skal vise, at Gud holder verden i sin hånd. Hans højre hånd laver en form for bydende gestus, der dels kan betyde, at duen, dvs. Helligånden, udgår fra ham, og dels at han rækker ned mod Jesus og tager imod ham som sin søn. Interessant er det også at lægge mærke til farven på Guds hår. Dengang som nu er det typisk at afbilde Gud som en gammel bedstefar med gråt hår og skæg, der fra himlen betragter sine børn.
Øverst til venstre anes nogle gyldne hustage enten fra en borg eller en by. Kunstneren kan have haft Jerusalem i tankerne, men lige så sandsynligt er det, at han har tænkt på ”det evige Jerusalem”.

korsfaestelsenTraditus est propter peccata nostra – Overgivet for vore overtrædelser
Inskriptionen på relieffet med Jesu korsfæstelse samt inskriptionen på det efterfølgende relief (Opstandelsen), er en gengivelse af ordene fra Romerbrevet 4, 25, hvor der står: ”ham, som blev overgivet for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os.”
At disse to relieffer er placeret som de midterste og dermed mest fremtrædende, er næppe en tilfældighed. Påskeugens hændelser, er de mest centrale begivenheder i kristendommen og påsken er kirkens største højtid. Det er påskens budskab om Jesu død ”for vore overtrædelser” og hans opstandelse ”til retfærdighed for os”, der danner baggrund for den kristne lære.
Relieffet taler for sig selv. I midten ses Jesus hængende på korset med hovedet hvilende på højre skulder. Korset er malet med en gylden farve, så datidens henrettelsesinstrument kommer til at virke som en trone frem for en pinebænk. Jesu blafrende lændeklæde er med til at understrege sejren i hans død på korset. Ved korsets fod ses et kranium samt to korslagte knogler, som understreger alvoren og virkeligheden i hændelsen – Jesus død på korset er ikke en skindød. Øverst på korset ses en tavle med inskriptionen INRI, hvilket er en forkortelse af de latinske ord ”Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum”, som betyder ”Jesus fra Nazareth, jødernes konge” (Johannes 19, 19). Skiltet er samtidig det anklageskrift som Jesus blev dømt på ”Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: ”Det er Jesus, jødernes konge”” (Matthæus 27, 37).
I relieffets venstre side ses en kvinde iført purpur, blå og gyldne klæder og et grå-hvidt klæde som dækker hendes hår. Kvinden, som højst sandsynligt er Jomfru Maria, står med foldede hænder mens hun nærmest stirrer drømmende ud i luften, på en gang tynget af sorg over det skete og samtidig klar over, at det måtte ske.
På korsets modsatte side står en mand purpur, grønne og gyldne klæder. Som Jomfru Maria står også han med foldede hænder mens han stirrer på den korsfæstede med et bedrøvet udtryk. Manden er efter al sandsynlighed Johannes, den discipel Jesus elskede (Johannes 19, 25-27 ”Men ved Jesu kors stod hans mor […] Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: ”Kvinde, dér er din søn.” Derpå sagde han til disciplen: ”Dér er din mor.””).
I baggrunden ses nogle hustage, som nok er kunstneres forestilling om, hvordan Jerusalem tog sig ud på Jesu tid. En anden mulighed kunne være, at det er tegnene Alfa og Omega – det første og det sidste tegn i det græske alfabet – der flankerer korset. Bogstaverne bruges som symbol på begyndelsen og enden. Deres placering her skal gøre det tydeligt, at Jesu død på korset er for vore synders skyld og at den eneste vej til frelse er gennem ham.
Interessant er det også at bemærke de mørke skyer, som hænger tungt over korset, hvilket svarer til det mørke, som sænkede sig over verden i tre timer (Matthæus 27, 45).

opstandelsenRessurexit propter iustificationem – Oprejst til retfærdiggørelse
Som allerede nævnt ved beskrivelsen af forrige relief (korsfæstelsen), er inskriptionen på opstandelsesrelieffet en gengivelse af ordene fra Romerbrevet 4, 25, hvor der står: ”ham, som blev overgivet for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os.”
Opstandelsesrelieffet synes ikke at udtrykke den voldsomhed og det drama, der udspillede sig påskemorgen ved graven hvor Jesus var blevet lagt. Kunstneren har efter al sandsynlighed haft ordene fra Matthæusevangeliet 28, 4 i tankerne, hvor der står: ”De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham [da englen der steg ned og væltede stenen fra indgangen til graven] og blev som døde.” Det er dog ikke alt fra beretningen han har husket lige godt.
Det første, man bliver opmærksom på, er Jesus, iført gyldent lændeklæde og blafrende purpurfarvet kappe, stående i majestætisk positur oven på en sarkofag eller en brønd-lignende grav. Heller ikke den grønne græsplæne og det brune plankeværk i baggrunden er noget, man umiddelbart forbinder med Jesu grav i en klippe i Jerusalem for ca. 2000 år siden. Det minder mere om et plankeværk, som omringer en græsplænegrøn dansk kirkegård anno 1606.
Det er, som om det dramatiske i evangeliernes opstandelsesberetninger, forsvinder som dug fra solen, i og med at de fremmedartede elementer ikke medtages og erstattes med billeder, som tilskueren kender det fra sin egen verden, f.eks. at det ikke er en kæmpemæssig sten, der er væltet fra klippegraven, men derimod en grav, som man kender den herhjemmefra – mere eller mindre. Godt nok skal den blafrende kappe, hyrdestaven med vimpel, strålekransen om hans hoved, den løftede højre hånd med den strakte pege- og langefinger (se betydningen under Fødselsrelieffet), samt stigmatas (sårene efter korsfæstelsen) i fødderne og hænderne vise det storslåede i begivenheden, men Jesu krop udtrykker mere en lad holdning til tingenes tilstand end den, man kunne forestille sig fra dødens betvinger, som det f.eks. også udtrykkes i Salmebogen, nr. 228 ”Du er, opstandne sejershelt”, nr. 233 ”Jesus lever, graven brast”, nr. 240 ”Dig være ære, Herre over dødens magt” m.fl.
Soldaterne ligger spredt rundt om graven. Det er de soldater, som ifølge evangelierne skælvede af frygt og blev som døde ved mødet med Herrens engel. Heller ikke de udtrykker nogen angst for mødet med Guds almagt, tværtimod ser det ud, som om de blot tager sig en lur, udmattede efter at have stået vagt ved graven natten igennem, som de iflg. Matthæusevangeliet 28, 65-66 var blevet beordret til (”Pilatus sagde til dem: ”Her har I vagtmandskab. Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt, så godt I kan.” De gik så hen og sikrede graven med vagter og ved at sætte segl på graven.”).

himmelfartenAscendo ad patrem meum et patrem nostrum – Jeg stiger op til min fader og jeres fader
Citatet på relieffet er taget fra Johannesevangeliet 20, 17, hvor der står: ”… Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.” Ordene er talt til Maria Magdalene, som påskemorgen er taget ud til graven for at se til Jesus.
Kristi Himmelfart finder ikke sted umiddelbart efter opstandelsen påskemorgen. Iflg. Apostlenes Gerninger 1, 3 er den opstandne Kristus sammen med sine disciple i fyrre dage, før han farer til himmels (”Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem [disciplene] med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige”). Af selv samme grund er det først fyrre dage efter påske, at kirken fejrer Kristi himmelfart.
Selve relieffet er på mange måder en direkte gengivelse af scenen, der udspillede sig, som beskrevet i Apostlenes Gerninger 1, 9, hvor der står: ”Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne.” Også de elleve disciple (Judas Iskariot (forræderen) var død) – Simon Peter, Johannes, Jakob (Zebedæus’ søn), Andreas, Filip, Thomas, Bartholomæus, Matthæus, Jakob (Alfæus’ søn), Simon Zelot og Judas (Jakobs søn, ikke Iskariot) – som man kan se stå og stirre på den himmelfarende, er taget fra Apostlenes Gerninger, der fortæller, at de efter himmelfarten tog ind til Jerusalem, hvor de gik op i den sal, som de plejede at opholde sig i (der tænkes nok på den sal, hvor Jesus og hans disciple spiste påskemåltidet sammen Skærtorsdag aften), for i enighed at holde fast ved bønnen og brødets brydelse/nadveren.
De elleve disciple er forsamlet omkring en forhøjning eller et bjerg. Kunstneren har haft enten Betania – et sted lige uden for Jerusalem, der ligger ca. 800 meter over havets overflade – i tankerne, som Lukasevangeliet 24, 50-53 taler om (”Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania…”), eller han har tænkt på Matthæusevangeliet 28, 16 (”Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne.”), selvom himmelfarten ikke nævnes direkte hér.
Øverst i relieffet ses Jesu fødder og det nederste af hans klædning. Man kan samtidig svagt ane et gyldent lys, som strømmer ned fra himlen. Kunstneren har på en morsom måde forsøgt at virkeliggøre udsagnet om Kristi himmelfart. Den sky Jesus forsvinder op i, er også helt i overensstemmelse med Apostlenes Gerninger 1, 9: ”… og en sky tog ham bort fra deres øjne.” En anden morsom detalje er, at kunstneren har valgt at lave to fodaftryk i klippen, for at understrege det uomtvistelige, i at Kristus fór til himmels.

dommedagInde venturus est iudicare – Hvorfra han skal komme at dømme
”… siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.” Sådan lyder anden trosartikels sidste sætning i den apostolske trosbekendelse, som vel nok er den mest udbredte trosbekendelse herhjemme. Den apostolske trosbekendelse er sammen med den nikæno-konstantinopolitanske og den athanasianske trosbekendelse de tre oldkirkelige bekendelser, som enten er vokset ud af menighedernes brug den gang, eller er formuleret på synoder (kirkemøder) som værn mod kætteri og for at formulere en større ensartethed i takt med væksten i antallet af menigheder.
Selve relieffet er nok det, de fleste vil beskrive som en typisk middelalderlig opfattelse af kristendommens tale om dom (selvom kunstneren levede i renæssancen). Man kan på en måde sige, at det er den opfattelse, der slog rod og på sin vis stadig har fodfæste i en stor del af den almindelige danskers opfattelse af, hvad kristendommen siger om dommen på den yderste dag. Ud fra relieffet betragtet, er opfattelsen heller ikke helt forkert, da mange af elementerne har deres baggrund i bibelske tekster, mens andet er medtaget, for at skræmme menigheden til et frommere levned.
Nederst i relieffet ses to grupper mennesker: dem som bliver frelst og dem som bliver straffet. De frelste, som ses i relieffets venstre side, føres bort af en engel med gyldne klæder og gyldne vinger, for – må man gå ud fra – at tages op til himlen. De to figurer retter allerede deres ansigt mod himlen, og den ene peger sågar op mod himlen. De fortabte føres derimod bort af sorte væsner, der mest minder om helvedshunde eller ulve, som oven i købet tager treforke i brug. De stakkels fortabte føres direkte ned i helvede, der er udformet som en drages eller slanges gab, og for at øge dramatikken er der malet røde flammer i baggrunden. Det er også interessant at bemærke, at de, som føres bort, er nøgne. Det er med til at understrege, at når mennesket står foran Guds domstol, er vi som nøgne; dér hjælper hverken klæder eller medaljer, men troen i hjertet. Interessant er det også at bemærke personen med det mørke hår, som ser ud på tilskueren, som om vedkommende med sit blik vil advare andre om den vej mod afgrunden, som han nu betræder.
I relieffets øverste halvdel ses Kristus siddende i midten på en regnbue (efter syndfloden satte Gud regnbuen som tegn på sit løfte overfor sine skabninger (1. Mos. 9, 12-17)) og et rigsæble. Hans venstre hånd peger nedad mod helvedsgabet, mens hans højre er løftet i en velsignende hilsen. På hans højre og venstre side ses engle, der blæser i basuner (jf. Johannes’ Åbenbaring).
På Kristi hoveds højre side ses et sværd – dommens sværd – mens en blomst (det kunne være en lilje, som i kristendommen er symbolet for renhed og uskyld) ses på hans venstre side.

 

Simon T. L. Stubkjær