Prædikestolen


praedikestolenPrædikestolen fra 1606 er Skærbæk Kirkes betydeligste kunstværk.

Om den har haft en forgænger er ukendt, men utænkeligt er det ikke. Fra 1598 til 1616 var Andreas Jacobsen sognepræst i Skærbæk. Han var født o. 1550 som søn af præsten Jacob Lorenzen, der beklædte embedet gennem næsten et halvt århundrede (1549-1598). Andreas Jacobsens få år yngre broder, Johannes (1553-1633), blev en vidtberejst og internationalt kendt forsker og læge i Lübeck.
Man må formode, at Andreas Jacobsen har taget initiativet til anskaffelse af prædikestolen, som sikkert er blevet betalt af præsten selv sammen med sognets bønder. Man ved ikke, hvem der har lavet den, men den har stor lighed med prædikestolene i en række af egnens kirker, Roager (fra 1607), Mjolden (1609), Randerup (1611) og Brede (1612). De synes alle at være skåret af den samme hånd eller i hver fald på samme værksted. Af Brede Kirkes regnskaber fremgår, at prædikestolen her er gjort af “Lauritz Snediker udj Tunder.” Og det er ikke usandsynligt, at han også er mester for de øvrige. I så fald er Skærbæk-stolen den ældste, der kan henføres til hans hånd. Hvem han var, vides desværre ikke, men gennem hele 1600-tallet fandtes et meget virksomt værksted i Tønder, der ejedes af flere generationer snedkere og billedskærere ved navn Peter Petersen. Om Lauritz har været af denne familie vides ikke, men helt usandsynligt er det vel ikke. Inspirationen til relieffer og indskrifter har værkstedet haft lige for øje, da de tydeligt er hentet fra prædikestolen i Tønder Kristkirke. Den er skåret 1586 sandsynligvis af lübeckeren Hinrick Mattes, der i hvert fald er mester for en næsten identisk prædikestol i St. Nikolaj Kirke i Flensborg.
Det var langt fra altid, man havde råd til at få prædikestolen malet med det samme, så den stod i råt træ i en del år. Det er også tilfældet i Skærbæk. På listen under læsepulten står med forgyldte bogstaver på sort bund: “Anno 1630 haffuer M. Hans Oleffsøn provest ladet staffere denne predigstol paa kirckens bekostning.” Hans Olufsen (1579-1636) var provst og ærkedegn ved Ribe Domkirke. Forbindelsen til Ribe har været tæt, idet Skærbæks sognepræst fra 1629, Søren Pedersen Hegelund, var søn af biskop Peter Hegelund i Ribe (død 1614). Bemalingen skete, som der står, “på kirkens bekostning.” Det må skulle forstås sådan, at Olufsen “overtalte” sognets kirkeældste (menighedsrådet) til at bevilge pengene. Det var i øvrigt samme Hans Olufsen, der sørgede for, at kirken fik sin altertavle, der blev leveret af billedskærer Jens Olufsen (var de brødre?) i Varde.

Oprindelig var prædikestolen forsynet med en lydhimmel, vel fra samme tid og i samme stil som selve stolen. Den havde en latinsk indskrift, som kendes fra en præsteindberetning 1754: “Sed spiritus patris mei, qui loquitur in vobis. Matth.10. Sermo tuus est veritas.” (Men det er min faders ånd, som taler i Eder. Din tale er sandhed.) Skriftstedet står i Matthæus kap. 10, vers 20.
Lydhimlen er muligvis forsvundet samtidig med, at stolen blev ændret i 1716-18 i forbindelse med en udvidelse af kirken. Et middelalderligt kapel mod syd og en skolestue mod nord erstattedes af nordre korsarm, der dog blev fornyet 1864, samtidig med at den søndre korsarm blev opført. Ændringen af prædikestolen foretoges af en snedker Hans Caltoft, der vistnok ombyggede den, så præsten fik front både mod langskibet og nordre korsarm.
Den gamle staffering virkede åbenbart for broget i slutningen af 1800-tallet, og den blev derfor overstrøget med en kedelig hvidgrå maling. 1932 konstaterede man, at de oprindelige farver var bevaret nedenunder, og at de kunne fremdrages og rekonstrueres. Samtidig fik prædikestolen en ny opgang og underbaldakin samt englehoveder efter model fra Døstrup Kirke.
Prædikestolen, der er udført i stilren højrenæssance, er det mest vellykkede af Lauritz Snedikers formodede arbejder. Trods ombygningen i 1700-tallet fremstår den som en harmonisk helhed med seks smukke og velskårne relieffer, malet i klare og stærke farver. De er indrammet af søjler og halvcirkelformede muslingeskalsbuer. Mellem billeder og buer er der et bånd med tandsnit, og buefelterne er smykket med en strålende sol og to måner. Både over og under billedfelterne ses indskrifter på latin. Foroven står der (i oversættelse): “Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ikke forgå.”

bebudelsen  daaben  korsfaestelsen  opstandelsen  himmelfarten  dommedag

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De seks relieffer forestiller 1) bebudelsen og Kristi fødsel, 2) dåben, 3) korsfæstelsen, 4) opstandelsen, 5) himmelfarten og 6) dommedag. Under det første billede står: “Gud er sandt menneske (blev menneske). Lukas 2.” Under dåben: “Denne er min søn, den elskede.” Under korsfæstelsen: “Han blev forrådt for vore synder.” Under opstandelsen: “Han stod op på grund af retfærdiggørelsen.” Under himmelfarten: “Jeg stiger op til min fader og jeres fader.” Og under dommedag: “Derfra han skal komme at dømme.”

De enkelte billedfelter viser den skildrede episode på en anskuelig og klar måde. Der er både i komposition og udførelse tale om raffineret og meget dygtigt arbejde. Stilen kan forekomme naivistisk med fladt skårne relieffer næsten uden perspektiv som i en tegneserie. Men det er yderst bevidst – tingene skal stå klokkeklart og umisforståeligt. Det er en prædiken for analfabeter, der ikke var vant til billeder, som vi er det i dag.
Og som Skærbæk menighed kunne finde både forlystelse og opbyggelse i de livfulde relieffer, da de så dem første gang i den unge Christian IV’s attende regeringsår, og som deres efterkommere har gjort det siden gennem fire århundreder, kan vi glæde os over den i dag.

 

H. E. Sørensen